Kundeservice

Persondatapolitik for kundeklub

Læs om medlemsvilkår og behandling af personoplysninger i Plantoramas kundeklub.

1. Om medlemskabet

Plantoramas kundeklub er et gratis medlemskab for privatkunder. Som medlem får du adgang til særlige medlemsfordele, inspiration, tilbud og services.

2. Oprettelse af medlemskab

Du kan melde dig ind i Plantoramas kundeklub online på Plantorama.dk eller i et af vores fysiske centre. Som medlem får du et personligt medlemsnummer. Dit mobilnummer anvendes desuden til at identificere dit medlemskab.

3. Krav til medlemskab

For at blive medlem skal du oprette en medlemsprofil på Plantorama.dk og acceptere de gældende medlemsvilkår. Som en del af medlemskabet opbygger vi en medlemsprofil med henblik på at kunne tilpasse tilbud og andre medlemsfordele til dig. Hvis du påbegynder din indmeldelse i et af vores fysiske Plantorama-centre, skal du færdiggøre oprettelsen af din medlemsprofil på Plantorama.dk, før medlemskabet er endeligt oprettet.

For at blive medlem skal du være fyldt 18 år og have en gyldig e-mailadresse samt et gyldigt dansk mobilnummer. Kundeklubben er kun for privatkunder. Du er selv ansvarlig for, at oplysningerne på din medlemsprofil er korrekte og opdaterede.

4. Registrering af køb og brug af fordele

Når du identificerer dig som medlem i forbindelse med et køb, kan købet blive registreret på din medlemsprofil. Det gælder både køb på Plantorama.dk og i Plantoramas fysiske centre. Registrerede køb kan anvendes til at tilbyde digitale kvitteringer samt til at personalisere relevante medlemsfordele og indhold. Hvor det er relevant, kan oplysningerne også anvendes til personalisering af markedsføring i overensstemmelse med det samtykke, du har afgivet.

For at et køb kan registreres som et medlemskøb, skal medlemskabet være identificeret i forbindelse med købet. Medlemsfordele og registrering af kvitteringer gives som udgangspunkt ikke med tilbagevirkende kraft. Du er selv ansvarlig for at sikre, at dit medlemskab registreres i forbindelse med købet.

5. Medlemsfordele

  • Medlemspriser
  • Gemt kvittering
  • Grogaranti (gælder på udvalgte produkter)
  • Fødselsdagsgave
  • Invitationer til events i centrene
  • Konkurrencer
  • Favoritliste
  • Vælg præferencer for interesser

Nogle medlemsfordele kan være underlagt særskilte betingelser, som oplyses i forbindelse med den enkelte fordel. De til enhver tid gældende medlemsfordele fremgår af Plantorama.dk.

6. Markedsføring

Vi beder om samtykke til markedsføring for at kunne fremsende relevant markedsføring. Du kan til enhver tid trække dit samtykke til markedsføring tilbage. Hvor funktionen er tilgængelig, kan du desuden ændre dine præferencer for, hvilken markedsføring du ønsker at modtage, og hvor ofte du ønsker at høre fra os. Hvis du har givet samtykke til at modtage markedsføring på e-mail og/eller sms, vil dine personlige fordele og tilbud også blive sendt til den e-mailadresse og/eller det telefonnummer, som du har registreret med.

7. Opsigelse

Du kan til enhver tid melde dig ud af Plantoramas kundeklub. Hvis du ikke har været logget ind på din medlemsprofil i en sammenhængende periode på 2 år, kan Plantorama kontakte dig og bede dig bekræfte, at du ønsker at fortsætte dit medlemskab. Du får herefter 30 dage til at bekræfte medlemskabet ved at logge ind på din medlemsprofil. Hvis medlemskabet ikke bekræftes inden for fristen, kan Plantorama afslutte medlemskabet.

Ved udmeldelse eller afslutning af medlemskabet ophører de medlemsfordele, der er knyttet til et aktivt medlemskab. En Grogaranti, som er opnået på et køb foretaget under medlemskabet, følger dog det pågældende produkt i den gældende garantiperiode; du har selv ansvaret for at gemme kvitteringer for produkter med Grogaranti.

8. Forbehold

Plantorama tager forbehold for udsolgte varer, varemangel og andre forhold, der kan medføre, at en medlemsfordel ikke kan benyttes. Hvis en vare, der eksempelvis tilbydes til en særlig medlemspris, er udsolgt, giver dette ikke ret til at få medlemsrabatten på en anden vare. De til enhver tid gældende medlemsvilkår vil være tilgængelige på Plantorama.dk.

9. Ændring af vilkår

Plantorama kan med 30 dages varsel ændre vilkårene for kundeklubben, herunder ændre eller ophøre med medlemsfordele og funktioner såsom rabatter, særlige medlemspriser og gemte kvitteringer. Plantorama kan ligeledes med 30 dages varsel lukke kundeklubben. Medlemmer orienteres om væsentlige ændringer via den e-mailadresse, der er tilknyttet medlemskabet.

Mindre ændringer, der ikke væsentligt påvirker formålet med eller værdien af kundeklubben, kan foretages uden forudgående varsel. Det kan eksempelvis være ændringer i kundeklubbens navn, visuelle udtryk, kommunikationsform eller tekniske tilpasninger. Sådanne ændringer vil altid fremgå af vores hjemmeside.

10. Behandling af personoplysninger

Plantorama behandler personoplysninger om dig i forbindelse med dit medlemskab. Du kan læse mere om behandlingen af dine personoplysninger, herunder formål, retsgrundlag, opbevaringsperioder og dine rettigheder, i Plantoramas privatlivspolitik.